Dansk Deutsch English Print siden Tip en ven
Løbsklasser
 
Danish Touringcar Championship
 

Danish Touringcar Championship behøver næsten ingen yderligere præsentation. Det er bilsportens svar på superligaen og den absolutte kongeklasse på de danske racerbaner. Det er nemlig her, at man kan opleve alle de store navne i dansk bilsport, når de kæmper om hæder og ære foran de rullende TV-kameraer og et tusindtals stort publikum.
 
I Danish Touringcar Championship bruger man standardvogne, som måske på overfladen minder om de biler, man finder i den normale trafik. Men her hører sammenligningen også op. Under karrosseriets kurver gemmer der sig vaskeægte racerbiler med to-liters motorer, der yder omkring 275 hk, og som gør bilerne i stand til at accelerere fra 0 til 100 km/t på mindre end fem sekunder.
 
Danish Touringcar Championship kan samtidig præsentere cremen af den danske bilsportselite, hvor man i de senere år har kunnet opleve kørere som Jan Magnussen, Jason Watt, Kurt Thiim, Casper Elgaard, Michel Nykjær og Michael Outzen.
 
Læs mere om Danish Touringcar Championship på www.dtc-net.dk
 
 
Danish Endurance Championship
 
 
 
Danish Endurance Championship er en anderledes form for motorsport. Hvor de fleste racerløb er deciderede sprintløb, hvor det gælder om at give den fuld gas fra start til mål, er Danish Endurance Championship langdistanceløb, hvor der sættes fokus på udholdenhed, taktik og teamwork.
 
I Danish Endurance Championship køres løbene typisk over fire timer, hvor to eller tre kørere deles om en bil. Undervejs i løbene skal kørerne i pit for at skifte chauffør og tanke op, så teamenes mekanikere kommer til at spille en meget vigtigere og mere synlig rolle i denne type løb.
 
Læs mere om Danish Endurance Championship her.


Legends
 
 
Legends er en ny racerklasse på dansk grund. Køretøjerne ligner ved første øjekast personbiler fra tredivernes USA, men det er lidt af en sandhed med modifikationer. Det er nemlig racerløb med biler, der er bygget ene og alene med det formål at køre race med dem.
 
Legends-racerne er bygget op over en rørramme og et sikkerhedsbur, er forsynet med en meget omdrejningsvillig motorcykelmotor samt et karrosseri, der er en 5/8-udgave af en amerikansk bilmodel. Bilerne er udstyret med baghjulstræk, hvilket gør dem sjove at køre … og sjove at kikke på.


Advan Cup
 

Advan Cuppen er én af de standardvognsklasser, hvis historie og tradition kan føres længst tilbage, helt præcist til 1982, hvor klassen startede som Akai Cup. Allerede dengang var udgangspunktet et fast forhold mellem bilernes vægt og effekt, og det har gjort det muligt for en lang række forskellige bilmodeller at kæmpe side om side.
 
Kendetegnende for bilerne i Advan Cuppen er, at der oftest er tale om GTI-udgaver eller tilsvarende versioner af bilfabrikkernes mest kompakte modeller, hvor man bl.a. kan opleve biler som BMW 120i, Ford Fiesta ST150, Peugeot 307, Suzuki Swift og Volkswagen Golf.
 
Følg også Advan Cuppen på klassens officielle hjemmeside.
 
 
Formel Ford
 

Siden sin start som Formel Ford 1600 tilbage i 1967 har Formel Ford haft en helt speciel status i motorsporten – ikke bare i Danmark, men i hele verden. Det er nemlig den klasse, der gennem tiden har udviklet det største antal talenter, som er nået til tops i bilsporten. Således har stort set alle danske topnavne indenfor sporten på et tidligt tidspunkt i karrieren kørt i klassen.
 
Det, der gør Formel Ford til den optimale rugeklasse for unge talenter, er det specielle reglement og den enkle opbygning af bilerne. Her er ikke noget med hverken vinger og aerodynamik eller valget mellem slicks og regnvejrsdæk. Der er i stedet fokus på kørernes evner bag rattet af de slanke, åbne vogne.
 
I modsætning til f.eks. Formel Renault, kommer bilerne fra en lang række forskellige konstruktører, og det er med til at give forskellige køreegenskaber, som de unge chauffører skal mestre. Samtidig er bilerne her virkelig forsynet med fritliggende hjul, for uden for- og bagvinger er der mulighed for at komme meget tæt på konkurrenterne. Men skulle man komme lidt for tæt, så bliver ufrivilligt hjulfletteri ofte konsekvensen!
 
Læs mere om Formel Ford på klassens officielle hjemmeside.
 
 
Super Challenge
 

Super Challenge er den danske topklasse indenfor road racing – asfaltbaneløb for motorcykler. Klassen fik en flot debut i 2003, hvor den fulgte Danish Touringcar Championship rundt på de danske baner som fast supportklasse, og sådan bliver det også i år.
 
Kendetegnende for de deltagende motorcykler i Super Challenge er, at der er tale om gademotorcykler, som i større eller mindre grad er modificerede. Vi taler om mærker som Ducati, Honda, Yamaha, Kawasaki og Suzuki. Deltagerne i klassen omfatter også nogle af de bedste kørere, som dansk road racing kan frembringe.
 
Læs mere om Super Challenge på klassens officielle hjemmeside.
 
 
Renault Clio Cup
 

Renault Clio Cup er en anderledes mærkeklasse, for i modsætning til mange andre mærkeklasser, der tager udgangspunkt i en standardvogn, er der her tale om en klasse, som i høj grad inspirerer til race.
 
Bilerne i Renault Clio Cup er helt identiske Renault Clio 16V-modeller, men under neden gemmer sig meget spændende teknik. Den 4-cylindrede motor yder således hele 180 hestekræfter, og med en seks-trins gearkasse, der har sekventiel skifte, præcist som man kender det fra Formel 1 og visse af DTC-bilerne, er der tale om én af de hurtigste standardvognsbaserede klasser, man har set herhjemme.
 
Disse ekstremt hurtige lommeracere har tiltrukket sig en lang række interessante navne, hvoraf størstedelen bringer masser af erfaring med sig i bagagen fra deres deltagelse i andre racerklasser.
 
Læs mere om Renault Clio Cup på klassens officielle hjemmeside.
 
 
Syver Race Cup
 

Selv om man måske godt kunne tro det, så er Syver Race Cuppen ikke endnu en mærkeklasse. Tværtimod er det en klasse, der byder på masser af tæt og jævnbyrdigt race, selv om de enkelte konstruktioner er vidt forskellige.
 
På overfladen ligner alle biler dog også Colin Chapmans hæderskronede Lotus Seven-model, og det er da også den model, hvis grundopbygning alle de deltagende biler skal følge. Men man behøves ikke at have en ægte klassisk Lotus Seven stående hjemme på værkstedet for at være med i Syver Race Cuppen. Klassen er nemlig åben for alle kopier og varianter af det klassiske design.
 
Man ser således originale Lotus Super Seven dyste side om side med nyere Caterhams og de specielle LoCost-racere, som udelukkende er bygget med henblik på race. Under motorhjelmene er der også stor variation. Nogle kører med originale Lotus-motorer, andre med Toyotas TwinCam-model og så er der dem, som tyer til Fireblade-motoren fra Hondas motorcykler!
 
Læs mere om Syver Race Cuppen på www.syverrace.dk
 
 
Special Saloon
 
 

Special Saloon er den længstlevende klasse for standardvogne i Danmark. Men det er lidt af en sandhed med modifikationer at tale om standardvogne. Faktisk er det ofte kun på overfladen, at man kan betegne de deltagende biler som standardvogne. Kendetegnende for Special Saloon er nemlig, at stort set alt er tilladt. Reglementet foreskriver således ikke så meget om, hvad man må, men mere, hvad man ikke må. Og det har gennem tiderne ført til nogle meget kraftfulde, spændende og kreative konstruktioner, som i langt højere grad er racerbiler end i de øvrige standardbaserede klasser.
 
I Special Saloon er det således tilladt at tune motorerne, som også godt må udstyres med bedre topstykker, kompressorer og turboladere for at få øget effekt. Men et sindrigt system af forskellige omregningsfaktorer gør, at kravet til bilernes minimumsvægt stiger i takt med, at der gennemføres ændringer. På den måde sikres et vist element af lighed mellem bilerne, der ofte er meget forskellige.
 
Også når det gælder karrosserityperne og deres modifikationer er der stor variation. Der er ægte sportsvogne som f.eks. Porsche, vildt pumpede familiebiler som Volkswagen Golf og så alle de andre spændende kreationer, som ikke kan beskrives, men simpelthen skal opleves.
Læs mere om Special Saloon Car Challenge på www.specialsalooncar.dk
 
 
Ferrari Scandinavia Challenge
 
 

Der er dømt ægte rødt, når Nordens dyreste mærkeklasse indtager banen. Det er Ferrari Scandinavia Challenge, hvor kørere fra Danmark, Sverige, Finland og Tyskland kæmper side om side med bilerne af det mest kendte sportsvognsmærke af dem alle, Ferrari.
 
Ferrari Scandinavia Challenge adskiller sig fra andre mærkeklasser på flere måder. For det første er målet med de fleste mærkeklasser at gøre motorsporten så overkommelig som muligt, men det er bestemt ikke tilfældet her. For det andet er det ikke kun én bestemt model, man må anvende i denne klasse.
 
Ferrari Scandinavia Challenge er nemlig åben for de fleste modeller, som er rullet af samlebåndet på den norditalienske fabrik i Modena, så der er lejlighed til at se, hvilken af modellerne som klarer sig bedst. Dog udgøres størstedelen af feltet af 360- og 430-versionerne, som er de Ferrari-modeller, der er blevet fremstillet flest af, og som samtidig er meget jævnbyrdige, hvilket giver godt og tæt race. Men også andre Ferrarier som f.eks. 348- og 355-modellerne og den frontmotoriserede 550 Maranello-model kan man opleve i Ferrari Scandinavia Challenge.
 
Læs mere om Ferrari Scandinavia Challenge på www.ferrarichallenge.dk
 

Historiske standard- og GT-vogne
 
 

Siden sin introduktion i starten af halvfemserne har den historiske motorsport oplevet konstant vækst herhjemme. Hvor de klassiske biler tidligere kun gæsteoptrådte ved enkelte lejligheder i særdeles blandede felter, er interessen for at køre race med de gamle klenodier nu blevet så stor, at der hvert år køres mange løb, ligesom der er blevet skabt nogle meget harmoniske og jævnbyrdige klasser.
 
Foreløbig er det dog primært standard- og GT-vogne, der køres med herhjemme, hvor de fleste af bilerne stammer fra tresserne. De ældste biler er samlet i gruppen for biler bygget frem til og med 1965, og det er bl.a. her, at man kan opleve Lotus’ små Elan-modeller og de forskellige Ford Cortinaer, hvor én af modellerne styres af Hans Kongelige Højhed, Prins Joachim.
 
Den største klasse blandt de historiske standard- og GT-vogne omfatter perioden fra 1966 til 1971, og her er der et meget stort og varieret udbud af biler, som det mere voksne motorsportspublikum sikkert vil kunne huske fra deres første besøg på en dansk bane. Her taler vi om modeller som Porsche 911, Ford Escort og Mustang, BMW 2002, Morris Cooper og Alfa Romeo GTV.
 
 
1600 Challenge
 


1600 Challenge er en meget alsidig klasse, der henvender sig til rigtigt mange i bilsporten. Det er en god begynderklasse. Det er en økonomisk overkommelig klasse, for det er muligt at deltage med udstyr, som ikke nødvendigvis er det helt nyeste. Og så er det også en klasse med masser af godt og tæt race.
 
I 1600 Challenge gælder det, at bilerne højst må have motorer på 1600 cm3, ligesom de skal følge det såkaldte gruppe N-reglement. Det betyder i høj grad, at det er kørerens evner bag rattet, der er afgørende for resultatet.
 
Læs mere om 1600 Challenge på www.1600challenge.dk
 

Peugeot Spider Cup
 
 
Peugeot Spider Cup er den seneste mærkeklasse i Danmark, og klassen, hvor man for alvor kan opleve suset fra de internationale langdistanceløb, idet der her køres med åbne prototyper.
 
Bilerne i Peugeot Spider Cuppen er åbne, to-sædede racersportsvogne, som er bygget til racerbrug alene. Alligevel er der anvendt en række standardkomponenter fra Peugeots modelprogram, heriblandt en 1,6 liters turbomotor, som er med til at give bilerne en høj fart.
 
Læs mere om Peugeot Spider Cuppen på klassens officielle hjemmeside.
Padborg ParkFlyvepladsen 10VesterbækDK-6330 PadborgTel: +45 74 60 80 93Fax: +45 74 60 80 95